Juniorgrenen er for børn i alderen 4. og 5. klasse. Vi har mod på at prøve noget nyt, og vi har mod på at være selvstændige med voksne tæt på. Vi er faktisk helt pjattede med at lære spejderfærdigheder og klare os selv. Vi bliver langsomt dygtige til at bruge en økse, tænde bål og bygge en lejrplads i rafter. Det kræver at vi træner knob, besnøringer og at rejse telt. Vi vil gerne kunne førstehjælp og vi undersøge naturen, når vi møder den på vores vej. Nogen gange møder vi meget natur, for vi træner med både kort og kompas. Vi er ret begejstrede for at lave mad, både på bål og på trangia, og selv om det tager tid, kan vi næsten det hele selv. Det er ret fedt.
Vi arbejder i patruljer, tager på løb, og har stort fokus på samarbejde, sammenhold og at være en god kammerat. På den måde kan patruljen klare rigtigt mange opgaver SAMMEN.
Vi tager på tur med gruppen, med hinanden og med andre spejdere. I slutningen af 5. klasse, får man mulighed for at komme på PUF kursus sammen med andre spejdere fra Danmark.
Alle vores møder foregår altid udenfor, og vi oplever naturens, årstidens og dagens skiften.